Arpeggio
Fem tilfælde at lytte til: den samme akkord, én gang anslået på én gang, én gang brudt. De samme toner, en anden indsats.
En akkord står i nodebilledet som en søjle: alle hoveder over hinanden, alle toner på én gang. Bølgelinjen til venstre for den siger, at de ikke skal komme samtidig, men hurtigt efter hinanden nedefra og op. Ordet kommer af det italienske arpa, harpen — et instrument der ikke kan tage en akkord på nogen anden måde.
På denne side står hvert tilfælde to gange ved siden af hinanden: til venstre uden tegnet, til højre med. Den der lytter til begge, hører de samme toner og en anden begyndelse. Det er netop det, der adskiller dette tegn fra næsten alle andre på disse sider: her ændrer klangen sig virkelig, ikke bare billedet. Begge dele er målt efter — indsatstidspunkterne i klangen, bølgelinjen og hovedernes placering i det stukne billede.
Akkorden bliver ikke længere af det. Tonerne sætter forskudt ind og holder op sammen; til sidst står den samme klang, den er bare kommet ad en anden vej.
Akkorden uden tegn
Fire hoveder over hinanden, én indsats: sådan ser en akkord ud, når der ikke står mere. Alle toner begynder sammen og holder op sammen. Dette billede er sammenligningspunktet for alt det følgende — til højre for det står det samme en gang til, og dér er det netop denne ene indsats, der ændrer sig.
Nedefra og op
De samme fire toner, nu med bølgelinjen. I klangen sætter de ind efter hinanden nedefra og op, og afstanden er så lille, at det stadig lyder som en akkord og ikke som en skala. Pilespidsen er ikke nødvendig, når der alligevel brydes opad; nogle udgaver sætter den alligevel, for ikke at efterlade tvivl.
Oppefra og ned
Den samme akkord, pilen peger nedad. Nu kommer den højeste tone først og den dybeste til sidst. Det er betydeligt sjældnere og står mest der, hvor en bas skal klinge videre, eller hvor hånden kommer oppefra. Den der lytter til de to billeder efter hinanden, hører forskellen straks: de samme toner, men bevægelsen løber baglæns.
Den vidt spændte akkord
Her ligger tonerne spredt over to oktaver, i basnøglen. En hånd griber ikke det på én gang, og netop derfor findes tegnet: bølgen gør et uspilleligt greb spilleligt. I klaversats står det derfor særlig ofte, og dér som regel uden pil.
Tegnet gælder for én akkord
To akkorder efter hinanden, og kun foran den første står en bølge. Den anden bliver ved med at være en søjle. Det er svaret på et hyppigt spørgsmål: tegnet gælder for den akkord, det står foran, ikke for takten og ikke for stedet. Den der også vil have den næste brudt, skriver endnu en bølge.
Hvor hurtigt og hvilken vej
Hvor hurtigt der brydes, står ingen steder. Det afhænger af tempoet, af instrumentet og af stedets karakter: ved en rolig slutning må bølgen tage sig tid, midt i et hurtigt løb er den næsten ét anslag. Én regel er der dog — den øverste tone bør falde på slaget, når melodien ligger deroppe, og den nederste når bassen tæller. Ingen af delene er trykt i en god udgave; det er spillerens sag.
Retningen står der derimod. Uden pil brydes der nedefra og op, og det er normaltilfældet. En pil nedad for enden af bølgen vender det om: så kommer den højeste tone først. Begge tilfælde kan høres på denne side, og i klangen står tonehøjderne faktisk i omvendt rækkefølge.
Hvad der står ved siden af
Hvilke toner en akkord består af, og hvilke der findes: Artikulation. Andre tegn, der foreskriver hvordan en tone spilles i stedet for hvilken: Ornamenter.
Nodetegn · Artikulation · Ornamenter · Nodeordbog
Anotona gør det for dig
Tag et billede af et nodeark, eller spil melodien — Anotona finder tonearten, sætter noderne og transponerer dem til en hvilken som helst anden. Gratis.
Se AnotonaHver tone på denne side er regnet ud, ikke skrevet af.