Bindebue og legatobue
Fem tilfælde, hvert to gange at lytte til: de samme nodehoveder uden bue og med. Det, der ændrer sig, står ikke i billedet men i klangen.
En bue mellem to nodehoveder ser altid ens ud. Hvad den betyder, afgøres af én ting alene: tonehøjden på de hoveder, den forbinder.
Samme højde: så er det en bindebue, og af to noder bliver der én tone, der varer lige så længe som begge tilsammen. Det andet hoved anslås aldrig — det står der kun for at sige, hvor meget længere det første varer.
Forskellig højde: så er det en legatobue, og der bliver lige så mange toner, som der er hoveder. De spilles blot uden at sætte af, den ene ind i den næste.
Derfor står hvert tilfælde her to gange, med lige mange hoveder i begge billeder. Den, der tæller med, hører bag en bindebue færre toner, end han ser. Det er hele forskellen, og den er ikke fortolkning men noget, man hører.
Bindebuen
To ens noder med en bue imellem: kun den første spilles, og den klinger videre, indtil også den anden ville være løbet ud. I billedet står fire hoveder, der høres tre toner. Det bruges overalt, hvor en varighed ikke kan skrives som én enkelt nodeværdi — og det sker oftere, end man tror.
Mere end to noder
Buen binder altid præcis to hoveder sammen. Skal en tone strække sig over tre, står der to buer, den ene efter den anden; den midterste node bærer begge ender. Alligevel høres kun én tone, og den varer lige så længe som alle hovederne tilsammen. Sådan kan enhver varighed skrives, også en der slet ikke har noget tegn.
Hen over taktstregen
Taktstregen standser ikke en tone. Begynder en node i slutningen af en takt og skal klinge ind i den næste, deles den ved stregen og bindes — anderledes går det ikke, for hver takt skal gå op for sig selv. Af det høres intet: tonen løber glat hen over grænsen, som var den ikke der.
Legatobuen
Over forskellige tonehøjder siger den samme bue noget helt andet: spil dette uden at sætte af. Tonerne bliver ved med at være det, de er, og hver enkelt anslås; det, der bindes, er måden, de følger efter hinanden på. På strygere betyder det ét strøg til det hele, på blæsere ét åndedrag, ved klaveret fingre, der bliver liggende.
Synkopen
En bindebue hen over et taktslag flytter vægten. Den lange tone begynder ikke på slaget men ved siden af og løber hen over det — slaget er der, men ingen spiller det. Netop af det lever dansemusik, jazz og den halve popmusik. På tryk ser det ud som en bagatel; i klangen hører man straks, at noget vipper.
Hvordan man skelner dem
Tavlen viser to gange den samme bue, hver gang over to hoveder. Til venstre har hovederne samme højde, til højre ikke — mere er det ikke, og mere skal der heller ikke til. Til venstre lyder to lange toner, til højre fire korte.
Vil man holde Bindebuen og Legatobuen ude fra hinanden, ser man altså ikke på buen men på hovederne nedenunder. Det gælder også, hvor det ser usædvanligt ud: en bue over tre eller flere ens hoveder binder ikke, den holder — hver node til den næste. Og en bue over to hoveder med en halvtone imellem holder ikke, den binder, hvor tæt højderne end ligger.
Hvad der står ved siden af
Hvor længe en node varer uden bue, og hvilke værdier der findes, står ved Nodeværdier. Hvordan en tone sættes an — kort, betonet, båret — står ved Artikulation; legatobuen hører til den familie, fordi den siger det samme som ordet legato.
Nodetegn · Nodeværdier · Artikulation · Nodeordbog
Anotona gør det for dig
Tag et billede af et nodeark, eller spil melodien — Anotona finder tonearten, sætter noderne og transponerer dem til en hvilken som helst anden. Gratis.
Se AnotonaHver tone på denne side er regnet ud, ikke skrevet af.