Fugaen — et tema, der forvandler sig og alligevel bliver sig selv
Seks forvandlinger at lytte til. Til venstre altid det samme tema, til højre dets forvandling — og en eksposition med to indsatser.
En fuga har ét eneste tema, og deraf vokser hele stykket. Det optræder først alene, derefter overtager den næste stemme det, mens den første fortsætter — og undervejs bliver det vendt om, læst bagfra, strakt og presset sammen. Det forbliver genkendeligt, selv om næsten ingen indsats lyder som den forrige.
Intet af dette er et spørgsmål om stemning, men om regning. Hver forvandling kan angives som et tal: svaret ligger syv halvtoner højere, omvendingen vender hvert interval om, krebsen læser tonerne bagfra, forstørrelsen fordobler hver længde. Netop derfor påstås der intet på denne side, som ikke er talt tilbage fra klangen.
Her står seks par ved siden af hinanden. Til venstre altid det samme tema, til højre forvandlingen. Begge versioner kan man lytte til — i omvendingen høres det straks, at melodien beholder sin skikkelse og alligevel går den anden vej.
Svaret
Den anden stemme bringer det samme tema, hver tone syv halvtoner højere. Afstandene mellem tonerne ændrer sig derved ikke — det er prøvestenen: en transponering, der ændrer blot ét interval, er ingen. Man hører den samme melodi et andet sted, og deraf lever begyndelsen på enhver fuga.
Omvendingen
Hvert interval går den anden vej: hvor temaet stiger et trin, falder omvendingen det samme trin. Den første tone bliver stående, alt andet klapper om den. Melodiens skikkelse forbliver genkendelig, retningen er byttet om — her spejles halvtone for halvtone, og derfor står der fortegn i billedet, som temaet ikke har.
Krebsen
Tonerækken læst bagfra og frem: den sidste tone bliver den første. Det er den forvandling, der er sværest at høre, fordi skikkelsen ændrer sig fuldstændigt, mens hver enkelt tone forbliver den samme. På papiret ses den straks; for øret kræves der øvelse.
Forstørrelsen
Den samme tonerække, men hver længde fordoblet: ottendedele bliver til fjerdedele, og temaet har brug for to takter i stedet for én. I en fuga står forstørrelsen som regel mod slutningen, når temaet skal optræde stort endnu en gang, mens de øvrige stemmer løber videre i det oprindelige tempo.
Formindskelsen
Den modsatte retning: hver længde halveret, ottendedele bliver til sekstendedele. Temaet løber dobbelt så hurtigt og passer i en halv takt. Sammen med forstørrelsen giver det mulighed for at høre det samme tema i to hastigheder på én gang.
Strettoen
Den anden indsats venter ikke på, at den første bliver færdig, men kommer her allerede efter to ottendedele. Temaet overlapper sig selv — og det måles på indsatstiderne: så længe afstanden er kortere end temaet, er det en stretto. Mod slutningen af en fuga rykker indsatserne ofte tættere og tættere, og stykket trækker sig dermed sammen.
Ekspositionen: tema og svar
Øverst begynder temaet alene. En takt senere sætter svaret ind nedenunder, en oktav under den reale transponering — og overstemmen spiller videre i stedet for at tie. Denne modstemme er kontrapunktet til temaet: den skal passe til svaret uden at tage opmærksomheden fra det. Til sidst hviler begge stemmer på den samme tone med to oktavers afstand.
Hvad der sker med temaet
Svaret er den anden stemme: det samme tema, hver tone syv halvtoner højere. Afstandene mellem tonerne forbliver derved de samme, tone for tone — det kan tælles i klangen. Sådan ser et realt svar ud. Begynder et tema med et kvintspring, snævrer de gamle mestre det ind til en kvart, så svaret bliver i tonearten; så kaldes det tonalt. Temaet på denne side begynder med et sekundtrin og har ikke brug for den justering.
Omvendingen vender hvert interval om: et trin opad bliver det samme trin nedad. Den første tone bliver stående, hvor den stod, alt andet klapper om den. Krebsen læser tonerækken bagfra — den sidste tone bliver den første. Begge forvandlinger ændrer kun tonehøjderne, ikke længderne.
Forstørrelse og formindskelse gør det modsatte: tonerne bliver, hver længde fordobles eller halveres. I forstørrelsen fylder temaet to takter i stedet for én. Strettoen lader endelig den anden indsats begynde, før den første er færdig — temaet overlapper sig selv, og jo senere det sker i en fuga, desto tættere rykker indsatserne sammen.
Hvad der står ved siden af
Hvordan to stemmer føres sammen: Kontrapunkt. Hvad afstandene mellem to toner hedder: Intervaller. Hvordan en frase slutter: Kadencer.
Anotona gør det for dig
Tag et billede af et nodeark, eller spil melodien — Anotona finder tonearten, sætter noderne og transponerer dem til en hvilken som helst anden. Gratis.
Se AnotonaHver tone på denne side er regnet ud, ikke skrevet af.