De syv modi

C Jonisk (dur)

De hvide tangenter fra C til C — trin 1 i C-dur som grundtone.

Toner

C D E F G A B

Kendetegn

ingen — dette er durskalaen

Typisk række

I–IV–V–I: C – F – G – C

Den vestlige musiks grundskala: to hele toner, en halv, tre hele, en halv.

C Jonisk med greb og klaviatur

D dorisk

De hvide tangenter fra D til D — trin 2 i C-dur som grundtone.

Toner

D E F G A B C

Kendetegn

stor sekst — til forskel fra mol

Typisk række

i–IV–i–IV: Dm – G – Dm – G

Mol med stor sekst. Kirketonearten i jazzen og i utallige folkeviser.

D dorisk med greb og klaviatur

E frygisk

De hvide tangenter fra E til E — trin 3 i C-dur som grundtone.

Toner

E F G A B C D

Kendetegn

♭2 — til forskel fra mol

Typisk række

i–♭II–i–♭II: Em – F – Em – F

Mol med lille sekund — halvtonen lige over grundtonen giver den spanske farve.

E frygisk med greb og klaviatur

F lydisk

De hvide tangenter fra F til F — trin 4 i C-dur som grundtone.

Toner

F G A B C D E

Kendetegn

♯4 — til forskel fra dur

Typisk række

I–II–I–II: F – G – F – G

Dur med forstørret kvart. Lyder svævende og åben; almindelig i filmmusik.

F lydisk med greb og klaviatur

G mixolydisk

De hvide tangenter fra G til G — trin 5 i C-dur som grundtone.

Toner

G A B C D E F

Kendetegn

♭7 — til forskel fra dur

Typisk række

I–♭VII–IV–I: G – F – C – G

Dur med lille septim. Skalaen til dominantseptimakkorden og til blues og rock.

G mixolydisk med greb og klaviatur

A Æolisk (naturlig mol)

De hvide tangenter fra A til A — trin 6 i C-dur som grundtone.

Toner

A B C D E F G

Kendetegn

♭6 og ♭7 — den naturlige mol

Typisk række

i–♭VI–♭VII–i: Am – F – G – Am

De samme toner som durskalaen en lille terts højere, blot talt fra en anden tone.

A Æolisk med greb og klaviatur

B lokrisk

De hvide tangenter fra B til B — trin 7 i C-dur som grundtone.

Toner

B C D E F G A

Kendetegn

♭2 og ♭5 — grundakkorden er formindsket

Typisk række

i°–♭II–i°–♭II: Bdim – C – Bdim – C

Den eneste kirketoneart med formindsket kvint over grundtonen — derfor står den sjældent alene.

B lokrisk med greb og klaviatur

Alle syv på C

På samme grundtone høres forskellen bedst: fremhævet er det, der afviger fra dur. Dorisk, frygisk, æolisk og lokrisk har lille terts (molkarakter), jonisk, lydisk og mixolydisk stor terts (durkarakter).

Fra lyst til mørkt

Hvert hævet trin gør lysere, hvert sænket mørkere. Lydisk er den eneste med et hævet trin, lokrisk har fem sænkede:

lydisk › Jonisk › mixolydisk › dorisk › Æolisk › frygisk › lokrisk

Sådan genkender man en modus

Først grundtonen — tonen som stykket hviler på, som regel bassen i første og sidste akkord. Så tertsen ovenover: lille betyder molfamilien, stor durfamilien. Så den kendetegnende tone: stor sekst over mol er dorisk, lille sekund frygisk, hævet kvart over dur lydisk, lille septim mixolydisk.