Enharmonisk forveksling
Fem par at lytte til: to gange den samme tangent, to forskellige nodebilleder. Klangen er den samme, stavemåden ikke.
Mellem C og D ligger der på klaveret præcis én sort tangent. Skrevet ned er den to ting: et forhøjet C eller et sænket D. Begge stavemåder klinger ens — de kaldes enharmonisk forvekslede.
På denne side står hvert par to gange ved siden af hinanden. Den, der lytter til begge billeder, hører den samme tone; den, der ser på dem, ser to forskellige noder: hovedet sidder et trin højere eller lavere, og foran det står et andet fortegn. Netop den forskel er målt efter her — tonehøjden ud fra klangen, hovedets plads og fortegnet ud fra det stukne billede.
Stavemåden er ikke en smagssag. Den siger, hvor tonen kommer fra, og hvor den vil hen: i en toneart med krydser hedder den ét, i en med b’er noget andet, og inde i en akkordrække bliver den navngivet efter sin rolle. Den, der vælger den forkerte stavemåde, spiller ganske vist rigtigt, men skriver noget andet ned, end der var ment.
Den sorte tangent
Det hyppigste tilfælde og det enkleste: tangenten mellem to stammetoner har ikke noget bogstav for sig selv, så den låner et af naboerne — én gang nedefra med en forhøjelse, én gang oppefra med en sænkning. I billedet springer nodehovedet derved et trin, og fortegnet skifter retning.
Et kryds på en hvid tangent
Mellem E og F ligger der ingen sort tangent, afstanden er allerede en halv tone. Et forhøjet E lander derfor på den tangent, der alligevel hedder F. Det ser overflødigt ud og er det ikke: i en skala, der har brug for et E, står det forhøjede E — ellers kom det samme bogstav to gange og et andet slet ikke.
Hen over oktavgrænsen
Det samme ved oktavens øverste kant: fra B til C er der en halv tone, så et forhøjet B falder på det C, der ligger over. Her flytter nodehovedet sig ikke bare et trin, det skifter oktav — i klangen mærkes der intet til det, i billedet alt.
Et b på en hvid tangent
Og den anden vej: et sænket C falder på tangenten nedenunder. Nodehovedet står da et trin højere end sin ens klingende nabo, og foran står der et b. Sådanne stavemåder er sjældne, men de er ingen fejl — de dukker op, hvor tonearten kræver dem.
Dobbeltkrydset
To forhøjelser på én gang løfter tonen et helt trin: hovedet bliver på sit trin, den tangent, der gribes, er naboens. Dobbeltkrydset ser ud som et lille skråt kors og står næsten kun der, hvor en skala fuld af krydser skal holde sine trin samlet.
To tonearter, de samme tangenter
Det, der gælder for en enkelt tone, gælder for en hel toneart. Fis-dur og Ges-dur griber tangent for tangent det samme — de klinger ikke ens, de er ens. I nodebilledet står den ene der med seks krydser, den anden med seks b’er.
Hvilken man tager, afgøres af det, der står rundt om: et stykke, der kommer fra E-dur, skriver videre med krydser; et, der vil hen til Des-dur, skriver b’er. Begge gange klinger det ens, og begge gange er kun den ene af stavemåderne den nærliggende.
Hvad der står ved siden af
Hvilke tegn der hæver og sænker tonen, og hvor længe de gælder, står ved Fortegn. Hvilken toneart der har hvor mange af dem, og hvordan de hænger sammen, står ved Tonearter.
Nodetegn · Tonearter · Nodeordbog
Anotona gør det for dig
Tag et billede af et nodeark, eller spil melodien — Anotona finder tonearten, sætter noderne og transponerer dem til en hvilken som helst anden. Gratis.
Se AnotonaHver tone på denne side er regnet ud, ikke skrevet af.