Artikulation
Syv tegn på de samme fire toner, alle til at lytte til: fire gange den samme tone, og kun længden og ansatsen ændrer sig — slaget bliver, hvor det er.
Artikulation siger, hvordan en tone sættes an, og hvor længe den holdes. Den ændrer hverken, hvornår den kommer, eller hvilken den er: de fire fjerdedele står samme sted på hvert billede på denne side, og fire gange er det den samme tone. Det, der ændrer sig, er den klingende længde inden for den skrevne værdi og kraften i ansatsen. Udgaven uden tegn kommer først — den er målestokken, alt andet høres op imod.
Uden tegn
Fire gange den samme tone, uden noget ovenover. Hver klang holder op lige før den næste — det bittesmå mellemrum hører til almindeligt spil og er endnu ikke et staccato. Op imod denne udgave måles alt det andet.
Staccato
Prikken over eller under nodehovedet: tonen klinger cirka halvt så længe, som den står skrevet, og resten af værdien er stilhed. Det er det allermest almindelige artikulationstegn, og det betyder aldrig et andet tempo — kun en kortere node.
Staccatissimo
Den lille kile, en udfyldt spids i stedet for en prik: så kort som instrumentet tillader, cirka en fjerdedel af den skrevne værdi. I ældre udgaver står kilen ofte, hvor der blot menes staccato — før 1800 er de to tegn ikke klart adskilt.
Portato
Streg og prik sammen over én node: båret, men alligevel adskilt. Tonen holdes næsten helt ud og afsluttes så tydeligt — en mellemting, som franskmændene kalder louré. På et strygeinstrument bliver buen på strengen.
Tenuto
Den vandrette streg: tonen holdes hele sin værdi, til sidste øjeblik, og får ofte lidt vægt med. Prikkens modsætning — og det eneste tilfælde på denne side, hvor der ikke trækkes noget fra.
Accent
Den liggende kile: tonen sættes kraftigere an end sine naboer, men beholder nøjagtig den skrevne længde. Betoningen ligger i ansatsen, ikke i længden; efter stødet falder tonen tilbage til sin vante styrke.
Marcato
Den stående spids: stærkere end accenten og dertil kortere — markeret, skarpt, eftertrykkeligt afsat. Det er summen af de to, der gør forskellen: et marcato uden korthed lyder kun kraftigt, uden skarphed kun betonet.
Legato og legatobue
Buen over flere noder: de går over i hinanden uden afbrydelse, hver klang varer indtil den næste sætter ind. Kun den første node under buen sættes an; hos strygerne betyder det ét buestrøg for dem alle, hos blæserne ét tungestød i begyndelsen.
Hvad tegnet i virkeligheden ændrer
En prik over noden gør tonen kortere, ikke hurtigere. Den næste tone kommer alligevel på sit slag — det, der ligger imellem, er stilhed. At spille videre tidligere i stedet er ikke staccato, men en ændring af tempoet. Det er netop dét, afspilningsknappen gør hørbart her: ansatserne ligger ens på alle otte billeder.
Hvor kort et staccato er, afhænger af tempoet og af instrumentet. På violinen opstår det ved at løfte buen, på klaveret ved at slippe tangenten, hos blæserne med tungen — ét tegn, tre forskellige bevægelser. Ingen udgave angiver et tal, for det findes ikke: tegnet siger kortere end skrevet, og resten er smag og øvelse.
To buer, der ikke er artikulation
Legatobuen ser nøjagtig ud som Bindebue, og de to forveksles hele tiden: bindebuen gør to noder af samme tonehøjde til én længere, mens legatobuen spænder over forskellige toner og kun siger, at de går over i hinanden uden afbrydelse. To ens noder under en bue er derfor altid bundet sammen. Og Fermat er slet ikke et spørgsmål om artikulation, men om tid: den ophæver den skrevne værdi, så længe den, der spiller, vil.
Nodetegn · Dynamik · Ornamenter · Nodeordbog
Anotona gør det for dig
Tag et billede af et nodeark, eller spil melodien — Anotona finder tonearten, sætter noderne og transponerer dem til en hvilken som helst anden. Gratis.
Se AnotonaHver tone på denne side er regnet ud, ikke skrevet af.