Kontrapunkt — to stemmer, der klinger sammen og kan synges hver for sig
Fem par at lytte til. Til venstre den sats, man ikke skriver, til højre den rigtige — og et helt stykke over elleve takter.
Kontrapunkt betyder: to stemmer går samtidig, og hver af dem er en melodi i sig selv. Det er mere end at klinge godt sammen — et akkompagnement, der lydigt følger i tertser, er uden fejl og alligevel ingen anden stemme. Kunsten består i at have begge dele på én gang: en samklang, der bærer, og to linjer, der kan synges hver for sig.
Læren er ordnet i arter; her står den første, node mod node. Begge stemmer har samme nodeværdier, og derfor er hvert møde en beslutning for sig. Netop det gør den første art til prøvesten: der er ingen gennemgangstoner, bag hvilke en dårlig samklang kunne gemme sig.
Her står fem par ved siden af hinanden. Til venstre den sats, det drejer sig om, til højre den samme begyndelse skrevet efter reglerne. Begge former kan lyttes til, og forskellen er næsten altid der med det samme: ved parallellerne smelter stemmerne sammen til én, ved klausulen forbliver slutningen åben.
Parallelle kvinter
Tre kvinter i træk, begge stemmer opad: det er den mest kendte fejl i tostemmig sats. Kvinten er en fuldkommen konsonans, og to ved siden af hinanden lader stemmerne smelte sammen til én — man hører én melodi med en farve, ikke to linjer. Til højre er understemmen den samme, overstemmen går imod, og straks er der to stemmer igen.
Parallelle oktaver
Det samme med oktaver, blot endnu tydeligere: overstemmen fordobler understemmen og holder op med at være en stemme for sig. Den, der lytter, mærker, at indtrykket knap adskiller sig fra en enkelt melodi. Til højre går overstemmen fra oktaven over seksten til tertsen, og fordoblingen bliver en modstemme.
Dissonans på slaget
I den første art står der en konsonans på hvert slag. Til venstre er der en kvart og to septimer — samklange, som i tostemmig sats skulle forberedes og opløses, og som her blot står der. Til højre kommer terts, terts og kvint. Kvarten er det mest omdiskuterede tilfælde: mellem to overstemmer duer den, over den dybeste tone ikke.
Klausulen til sidst
Til sidst bærer overstemmen ledetonen: det næstsidste møde er en stor sekst, der udvider sig til oktaven. Til venstre mangler ledetonen, og seksten forbliver lille — stykket slutter ganske vist på oktaven, men kommer ikke rigtig frem. Begge dele er tilladt og klinger forskelligt; den gamle lære kræver den store sekst til slutningen.
Tertskæden
Denne kæde er udtrykkeligt tilladt, og netop derfor står den her: ikke enhver parallel er forbudt. Tertser og sekster må følge efter hinanden, så mange man vil. Kun forbliver stemmerne bundet til hinanden — de gør den samme bevægelse, og øret hører én melodi med akkompagnement. Til højre er en enkelt modbevægelse nok, og akkompagnementet bliver en stemme.
Et helt stykke over elleve takter
Nedenunder ligger cantus firmus, den givne melodi; ovenover går modstemmen. Hvert møde er en konsonans, ingen fuldkommen gentages parallelt, og slutningen går gennem den store sekst til oktaven. Modbevægelse og parallelbevægelse veksler — modstemmen følger aldrig understemmen længere end to trin.
Den første arts fire regler
Sammen klinger kun konsonanser: prim, terts, kvint, sekst, oktav og deres udvidelser til næste oktav. Kvarten hører ikke med i tostemmig sats — over den dybeste tone regnes den for dissonans. Det er ikke et spørgsmål om smag, men den afgørelse, hele læren hviler på.
To fuldkomne konsonanser af samme slags efter hinanden er forbudt, når begge stemmer går samme vej: parallelle kvinter og parallelle oktaver. Grunden kan høres og er ikke blot en forskrift — stemmerne smelter sammen, og af to bliver én. I tertser og sekster må man gå parallelt, kun forbliver stemmerne så bundet til hinanden.
Slutningen går gennem klausulen: det næstsidste møde er en stor sekst, det sidste en oktav, og overstemmen stiger dertil over ledetonen. Reglerne i denne form står hos Johann Joseph Fux, Gradus ad Parnassum, 1725 — skolestof lige siden, og på denne side påstås de ikke, men regnes tilbage ud fra klangen.
Hvad der står ved siden af
Hvad afstandene mellem to toner hedder: Intervaller. Hvordan et stykke slutter: Kadencer. I hvilken kirketoneart en sådan melodi står: Kirketonearter.
Anotona gør det for dig
Tag et billede af et nodeark, eller spil melodien — Anotona finder tonearten, sætter noderne og transponerer dem til en hvilken som helst anden. Gratis.
Se AnotonaHver tone på denne side er regnet ud, ikke skrevet af.